Kavalergangen

I går holdt Susanne Møller fra SIO og Sexarbejderen Feministen oplæg om sexarbejde i folkets hus under parolen "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" og med ønsket om at besvare spørgsmål som:

"Hvorfor er kampen for sexarbejderes rettigheder en antiracistisk, feministisk og faglig kamp?

Hvad er forbindelsen mellem trafficking og migrationslove? Ligestilling og sexarbejde? Faglig kamp, rettigheder, udnyttelse, køn, kapital, sex og solidaritet?"

Arrangementet var usædvanligt velbesøgt. Jeg talte omkring 90 mennesker stuvet sammen i lokalet. Deriblandt var BR- medlem for SF Neil Stenbæk Bloem.

 Det imponerede mig, at en SF'er mødte op til et debatarrangement af den type, og eftersom mange af de tilstedeværende ved arrangementet tilkendegav, at de havde fået ny viden og forståelse vedrørende SIO's arbejde, var jeg spændt på, om dette også gjaldt politikeren, der har kørt valgkamp på et sexkøbsforbud.  Så jeg skrev et brev til ham. Jeg synes dog, brevet er relevant at læse for alle, så jeg bringer det også her.

Kære Neil

Jeg vil rose dig for, at du mødte op til debatarrangementet "Staten ud af vores trusser - det er vores egne kusser" i Folkets Hus i går. Det var virkelig forfriskende at se, der også er SF'ere, der er villige til at lytte og indgå i dialog med dem, de er uenige med.

Jeg er naturligvis nysgerrig på, om du så i virkeligheden også lyttede til de ting, der blev sagt, og hvad du tænker om det nu. Du har tidligere påstået, at SIO kun er en organisation for ressourcestærke sexarbejdere, der fører politik på bekostning af de svage sexarbejdere. Mener du stadig det?

Jeg bebrejder ikke, hvad jeg vil tillade mig at kalde din tidligere uvidenhed om SIO og sexarbejderorganisationer i det hele taget, for der florerer mange ondsindede rygter, især skabt af dine kolleger, og viden på området ER meget begrænset – især for offentligheden, der er afhængig af en sensationalistisk presse.

Men i går blev det i hvert fald fastlagt, hvad SIO i virkeligheden ønsker:

1. De ønsker faglige rettigheder.

   De ønsker IKKE at blive kriminaliserede. Kriminalisering forværrer sexarbejdernes situation, især de udsatte på gaden. Kundekriminalisering er i praksis en kriminalisering af sexarbejderen, som det erfares af kolleger i Norge og Sverige.

   De ønsker bedre sociale tilbud til de udsatte sexarbejdere. Eksempelvis væresteder for gadesexarbejdere, som ikke har en moralsk dagsorden om, at sexarbejde er forkert.

   De påstår ikke, at sexarbejdere er en homogen gruppe, men ønsker, at man lytter til den enkelte sexarbejders behov, når man ønsker at hjælpe. De ønsker flere saglige undersøgelser.

SIOs medlemstal er et udtryk for mange ting. Det er svært at mobilisere folk i det hele taget, men ekstra svært at mobilisere en gruppe, der ønsker total anonymitet, dels pga. privatliv og dels pga. den måske forestående kriminalisering. Selvom SIO tilbyder anonymitet, er der stadig følelsen af at blive registreret et sted, og det har man absolut ikke lyst til med en måske forestående kriminalisering. Det er i hvert fald den forklaring, jeg har hørt fra mange af de sexarbejdere, jeg har snakket med, som ikke er medlem af SIO.

Desuden er SIO jo ikke alene om at sige de ting, de siger. Der er millioner af sexarbejdere verden over, der siger det samme: ”sex worker rights now!”

Du kan se den illustrerede version her: http://sexarbejde.ning.com/photo/photo/list (jeg håber, linket virker)

Jeg observerer i hovedparten to slags kriminaliseringsfortalere:

1. Dem, der er oprigtigt bekymrede for sexarbejderne og tror, kriminalisering er en løsning, men enten ikke  har adgang til viden på området eller er blevet misinformeret

2. De følelsesladede aktører. Dem, der FØLER at prostitution er forkert, og ikke er modtagelige for debat. De HAR draget den moralske konklusion, og den er fuldstændig urokkelig, så al information sorteres og tilpasses konklusionen. Når jeg har diskuteret med denne gruppe, er det altid endt med, at de har forladt diskussionen med et ”sådan føler jeg altså” eller ”sådan er det bare” og aldrig talt til mig igen.

 Jeg tror og håber, du er en fornuftig mand, og du virkelig mener det, når du siger, du ønsker at hjælpe sexarbejdere. Det kræver, at man lytter. Det så ud som om, du lyttede i går.

Anne-Grethe Bjarup Riis har skrevet en klumme i ekstrabladet . Jeg læste den og trak lidt på smilebåndet over indholdets genkendelighed. Der er heldigvis taget meterskridt i kriminaliseringsdebatten i Danmark, siden den for alvor blæste op for cirka tre år siden, men al den nye offentlige information er tilsyneladende gået hen over hovedet på Riis.

På den ene side kan man blive træt af, at det er nødvendigt at gentage sig selv igen og igen. På den anden side kan man værdsætte det praktiske aspekt af denne monotone fremfærd.

Man kan nemlig udforme 1-3 standard-modeller over kriminaliseringsklummerne.

Dette er type 1 - Den forargede kendis:

- Man digter en masse historier om, hvad de stakkels gadeludere oplever. Historierne er saftige og detaljerige, men bygger ikke på andet end ens egen forargede (seksuelle?) fantasi.

- Man opremser "modargumenterne" og inkluderer kun dem, der er nemme at skyde ned. Selvom der meget sjældent (for ikke at sige aldrig) fremføres argumenter som "verdens ældste erhverv" og "flere voldtægter" imod et sexkøbsforbud fra modfløjen, er det sikker inventar i en kriminaliseringsklumme af type 1. Man undgår at kaste sig ud i at argumentere imod, at sexkøbsforbud forværrer forholdene for sexarbejdere, eller at rettigheder frem for fratagelse af rettigheder plejer at være en god strategi, hvis man vil hjælpe folk.

- Man husker at plante stikpiller rundt omkring i klummen om, hvor ulækre mænd, der køber sex er, og hvordan de burde styre pikken og bare onanere i stedet for.

* Riis udvider denne foragt for afviger-mennesker til at omfatte folk med handicap ved den catchy konstatering: ”ingen arme, ingen kage”.

- Man skriver hvilket årstal, vi er i, og undrer sig med følelse over, at verden i netop lige dette årstal ikke er fuldstændig sådan, som man selv mener, den skal være.

Et forbud mod prostitution vil være til gavn for flere ting.

Først og fremmest vil det gavne det kriminelle miljø, der profiterer på, at de prostituerede som konsekvens af en kriminalisering ikke har mulighed for at arbejde, leje lokaler og hyre hjælp inden for lovens rammer.

 Det vil gavne politikerne, der kan score billige værdipolitiske point ved at profilere sig i en moralsk sag på bekostning af en marginaliseret gruppe med ringe mulighed for at protestere.

Det vil gavne den kultur-moralske elite, der ikke følelsesmæssigt kan bære, at der findes mennesker, der lever på andre måder end hvordan de dikterer 'det gode liv'.

Det vil gavne de mange forfattere og filmskabere, der fortsat kan tjene kassen i penge og moralsk valuta ved at masseproducere historien om det ultimative kvindelige offer – den ufrivillige luder – baseret på intet andet end andre forfatteres og filmskaberes skildring af samme.

Det er muligvis også til gavn for befolkningens demokratiske dovenskab, når man ikke behøver bruge energi på at sætte sig ind i forskning og politiske dilemmaer, men kan nøjes med at tage stilling ud fra fordomme.

Men det vil ikke gavne de prostituerede. Det er der intet – hverken undersøgelser eller saglige vurderinger – der tyder på. Tværtimod er det netop de prostituerede, der betaler prisen for de ovenståendes økonomiske, politiske eller moralske profit ved et forbud.

Det er på tide, vi holder op med at dømme ud fra vores egen egoistiske vinding.

Det er på tide, vi lytter til de prostituerede og respekterer dem på deres præmisser frem for at tage den bekvemme vej og presse vores værdier ned over hovedet på dem.

At ville hjælpe andre mennesker på betingelse af, at de kun træffer de valg, man selv ønsker, de skal træffe, er ikke at hjælpe. Det er i bedste fald en måde at støde en befolkningsgruppe fra sig på og i værste fald social blackmailing.

Gør sexarbejde til et fuldt legalt erhverv, giv rettigheder til sexarbejderne, stop den politiske hetz og hjælp dem, som beder om hjælp på den måde, de ønsker at blive hjulpet.

Hvis I altså virkelig er interesserede i at hjælpe?

Debatten om kriminaliseringen af købesex har kørt intenst i nogle år efterhånden. Stærke kræfter på dele af venstrefløjen arbejder med en indædt dedikation efter at få gennemført et svensk forbud i Danmark.

Senest har Mette Frederiksen fra S og Marianne Jelved fra R meldt ud, at de ønsker at gennemføre et forbud , hvis der kommer et regeringsskifte. Det på trods af, at der ikke er så stor enighed om dette i deres bagland, som de ønsker at signalere. Læs mere her og her.

Hvad der slår mig, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvorfor de ønsker dette forbud. Der er ingen undersøgelser, der viser, at et forbud gavner hverken de prostituerede eller modvirker de urimelige vilkår for kvinder i trafficking. De alt for få saglige vurderinger og undersøgelser, der er foretaget om emnet, viser faktisk det modsatte. Politiet i Sverige har bl.a. udtalt, at prostitutionen er gået mere under jorden, hvilket har besværliggjort deres arbejde, efter lovens indførelse i Sverige.

De prostituerede selv udtrykker heller ikke noget ønske om at få forbudt deres erhverv. Tværtimod gør Sexarbejdernes Interesseorganisation det gang på gang meget klart, at der skal rettigheder og legalisering til, hvis man ønsker at hjælpe dem.

Der er ikke engang et ønske om forbud hos befolkningen. Meningsmåling på meningsmåling viser varierende grader af et flertal imod sexkøbsforbud.

Så hvad er det, de vil?

Følgende blev bragt i Politiken (med små justeringer) d. 16. november 2008. 

Faktisk er det overflødigt, at jeg kommenterer artiklen "Politiet har kun fundet tre sexslaver" af Ritt Bjerregaard, Mette Frederiksen, Hanne Vibeke Holst og Sara Blædel (Pol., 5. november). Læsere, der nærstuderede Anne-Marie Steen Petersens spidse illustration, har allerede fået mit budskab.

På tegningen ser man tre sexarbejdere. De ser hverken lykkelige eller ulykkelige ud. De er bare ranke, sexede og optaget af deres forretning. En af dem taler i mobiltelefon. Men i forgrunden, helt ud mod læseren, står der en fjerde kvinde. Hun er elegant klædt. Hun udstråler en autoritet, som vi ikke tillægger pigerne i baggrunden. Hun er en kvinde af det gode borgerskab, og hendes sjæl er tydeligvis forpint af uvilje mod netop de tre sexarbejdere og alt, hvad de, for hende, repræsenterer.

Anne-Marie Petersen fanger i en simpel tegning alt det forkvaklede ved den modstand mod prostitution, som de to forfattere og de to politikere gør sig til talsmænd for. De fire er privilegerede og feterede. Det ligger i deres kapacitet at blive offentlige personer med stor indflydelse på samfundet, og den mulighed har de hver især valgt at udnytte. De kunne også have valgt så meget andet – endda at blive sexarbejdere, hvis det var det, de ville. De fleste mennesker i verden må misunde dem deres mange muligheder.

Men på en eller anden mystisk måde har de fået ind i hovedet, at tilstedeværelsen af sexarbejde ødelægger noget vigtigt i deres liv. Så de bekæmper det. Og for at bekæmpe det, sidestiller de sexarbejde med kvindehandel. De nævner konsekvent de to ting som uundgåelige konsekvenser af hinanden. Det er samme retorik, der bruges, som når sexafholdenhedsforkæmperne i USA sidestiller sex uden for ægteskabet med kønssygdomme og graviditet.

For de fires påståede bekymring for sexslaverne er tydeligvis uden forbindelse til virkeligheden. De beklager sig over, at politiet på et år kun har fundet tre handlede kvinder trods en stor politi-indsats, og de kræver mere præcise tal for antallet af ofre for menneskehandel. Men hvem siger, at der er så mange flere?

Forskningen viser et ganske andet billede af menneskehandel i forbindelse med sexarbejde end den skingre og virkelighedsfjerne stereotyp med tvungne kvinder, der må betjene 25 kunder om dagen. Vi taler om kvinder, der har et projekt, en vilje. Sine Plambech og Anders Lisberg skrev om det i en meget interessant kronik her i Politiken den 29. september. En gruppe nordiske forskere har også netop præsenteret en rapport om det på en konference i Stockholm. Men i de fire feministers fremlægning har de prostituerede, migranter eller ej, ikke anden vilje end den de fire, som selvudnævnte repræsentanter for kvindekønnet, tillægger dem.

At kvinderne selv har valgt sexarbejde står ikke i modsætning til, at de er eksponerede for udnyttelse. Og denne udnyttelse skal vi bekæmpe. Men det bliver bestemt ikke bedre af, at det officielle Danmark ikke vil acceptere den virkelighed, de udenlandske sexarbejdere lever i. Eller de valg, de træffer. Man trækker en seksualmoral ned over hovedet på dem. Man nægter dem rettigheder, man stigmatiserer dem, man lader politiet gennemføre razziaer mod dem, tilsyneladende uden andet formål end chikane. Og så undrer man sig over, at der er nogle, der prøver at udnytte deres behov for beskyttelse.

Det er blandt andet Ritt Bjerregaard og Mette Frederiksen, der som politikere har ansvaret for denne virkelighed. Så man kan ikke læse det som andet end hykleri, når de bagefter gør sig til af en omsorg over for de udenlandske sexarbejdere. Ligesom kvinden på tegningen, kigger de fire feminister forargede væk, i stedet for at kigge på de kvinder, det handler om.

Og hykleriet bliver suppleret med mytedannelse. De fire kalder det for eksempel et faktum, at de sociale organisationer har mødt 250 kvinder, der potentielt er ofre for menneskehandel. Men det er et falsum. Faktum er, at de sociale organisationer har haft kontakt til i alt 250 udenlandske kvinder. Mange af dem, ved de med sikkerhed, ikke er ofre for menneskehandel. Mange andre har de blot talt i telefon med, eller de har mødt dem flygtigt på gaden og udvekslet nogle få ord, men uden at ane, om de er ofre for noget som helst andet end en vulgær udlægning feminisme.

For det er netop ligestillingskortet, de fire trækker som deres sidste trumf. Men deres budskab har intet med ligestilling eller virkelig feminisme at gøre. At kvinder med mange muligheder bekæmper kvinder med få muligheder er blot et eksempel på, at kvindesagen er blevet kidnappet af selvudnævnte profeter, der kun arbejder for deres egne egoistiske interesser.

En ægte feminisme giver hver enkelt kvinde muligheder – på hendes egne præmisser og efter hendes egne ønsker. Også hvis hendes præmis er, at hun mangler penge, og hendes ønske er at bruge sin seksualitet til at tjene dem. På den måde er det sexarbejderne, der er forrest i kampen for andre kvinders rettigheder. Deres valg er ekstremt, men det er accepten af de ekstreme valg, der giver plads til alle andre valg.

"Det er et stort selvbedrag. Man kan ikke lade mennesker indvardere sin krop uden, at det går ud over ens sjæl. De kvinder jeg har talt med fortæller, at de bagefter kæmper i flere år med oplevelserne, og oplever falsh back. Ja de kan lugte sæd i flere år efter. Det er altså ikke sundt hverken for krop eller sjæl"

Da jeg læste denne udtalelse af sexolog Christina Tatarczuk i Nyhedsavisen, blev jeg meget arrig. Jeg blev faktisk så arrig, at jeg valgte at skrive et brev til hende.

Først skrev jeg en længere smøre om, hvordan hun skulle kende sig sit ansvar bevidst og forstå, at udtalelser som denne er med til at fastholde kvinder i et skamfuldt selvbillede, hvor de ikke har ret til at bestemme over egen krop. Hvordan hun bakker op om den eksisterende forestilling om, at kvinden skal opføre sig tækkeligt, da det ellers vil have livsvarige konsekvenser for hende. Hvordan hun er med til at fastholde et billede af kvinden som offer for mandens seksualitet uden nogen selvstændig seksuel vilje. Jeg ville stille hende spørgsmålet om, hvordan hun som sexolog kunne tillade sig at bidrage til at fucke kvinder i dette land op på den måde?

Det brev valgte jeg imidlertid at skrotte. Jeg var ganske enkelt FOR arrig til at være ærlig. Det ville være for nemt at spille med rene kort. Det gør hun jo ikke, så hvorfor skal jeg?

Jeg sender hende derfor dette brev i stedet:

Kære Christina,

Jeg læste dine udtalelser i Nyhedsavisen (http://avisen.dk/lykkelig-prostitueret-er-selvbedrag_98410.aspx), og de fik mig virkelig til at tænke over mit liv... Jeg har overvejet, om jeg skulle gå til psykolog, og da jeg læste, hvad du fortæller om, hvordan det kan være skadeligt at have sex med mange mænd, tænkte jeg, at det måske var en sexolog, der kunne hjælpe mig med mine problemer.
Jeg har været sammen med rigtig mange mænd. Da jeg var ung teenager, advarede min mor mig om, at jeg skulle passe på mig selv og ikke lade enhver mand få mig, fordi det at have sex med en mand er at give et stykke af sin sjæl til ham...
Det råd var jeg dum nok til at blæse på. Nu har jeg haft sex med omkring X mænd (og X piger, men de tæller vel ikke?), og jeg føler mig rigtig ked af det. Jeg har aldrig overvejet, om det kunne være derfor, jeg har det så svært, jeg har altid fundet det rart at have sex, men efter jeg læste din udtalelse, gik det op for mig, at jeg nok ikke har været klar over, hvad jeg gjorde ved mig selv...
Problemet er, at jeg stadig har lyst til at have sex med alle de her mænd, selvom jeg godt ved, det er skadeligt for mig. Jeg synes bare, det er så dejligt. Hvad skal jeg gøre??
Jeg tænkte, at det var noget, du vidste noget om. Jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal spørge.

På forhånd tak!

Det er et brev som en følsom ung pige modtagelig for omverdens normer og fordømmelse ville skrive. Det kunne have været mig for 4 år siden. I dag forekommer det mig åbenlyst, at en kvinde ikke lader sig ”invadere”, når hun har sex, at frivillig sex umuligt kan gøre skade på ens sjæl(hvad det så end er) og at sæd altså ikke er en skamfuld uhåndterbar størrelse beregnet til begrænset indtag, som hjemsøger en i årevis, skulle man få for meget af det.

Men det ved alle unge piger ikke. Faktisk vil jeg vove den påstand, at de færreste ved det. For medierne er stadig plaget af folk som Christina, der er med til at fortælle unge piger, at de skal passe på deres krop og ikke give den væk til for mange.

Derfor sender jeg mit brev. På vegne af dem, så at sige. Jeg sender det, fordi jeg forventer, hun giver mig ret i, at det er skadeligt for mig at have mange partnere. For at få hende til at indrømme, hvad det i virkeligheden er, hun mener. For at udstille, at hun bruger prostitutionsdebatten til at formidle sit eget forkvaklede moralistiske seksualsyn. Jeg vælger at optræde med rigtigt navn, og derfor regner jeg faktisk ikke med et svar, da en kvik googling ville føre hende hertil. Overraskende nok lykkes mit projekt.

Hun svarer. Hun svarer sågar det, jeg forventer. Hun giver mig ret i, at jeg skal finde en vej ud af mit promiskuøse seksualliv.

Jeg kan altså hermed bekræfte min teori og udstille hendes seksual- og kvindesyn og på den måde underkende værdien af hendes udtalelser.

Men så sætter samvittigheden ind. Hun svarer for at hjælpe mig. Ganske vist er gode intentioner ingen undskyldning for dårlige handlinger, men hun rækker trods alt hånden ud til mig i bedste tro.

Og så er det, jeg forestiller mig, at jeg rent faktisk kom til hende for at få hjælp. At jeg sad i en stol overfor hende og åbnede mit hjerte for hende, for at hun skulle hjælpe mig. Måske havde jeg en hård fortid, måske havde den hårde fortid ført til, at jeg havde taget nogle socialt uaccepterede valg, for eksempel at arbejde som prostitueret.

Hvis man ikke i en situation, hvor et menneske blotter sin følsomhed over for en, er i stand til at tilsidesætte sin egen moralske dagsorden og rent faktisk kigge dette menneske i øjnene og respektere det, hvor er man så?

Ikke et sted, hvor jeg har lyst til at være. Og derfor lader jeg Christina være i fred nu. Jeg håber dog, hun læser med og forstår, hvor smertefuldt det er at blive misbrugt af folk, der ønsker at promovere deres egen moralske overlegenhed og politiske dagsorden.

I ”Turen går til Brasilien” er der vejledning til, hvordan man som turist får de bedste oplevelser, når man besøger Brasilien. Der er guides til shopping, spisesteder og must-sees. Muligheder for vesterlændingen med den bugnende pengepung for at købe sig en god og spændende ferie. De mennesker, man køber sin aftensmad eller nye kjole af, lever antageligvis ikke under forhold, vi her i Danmark ville vurdere som ”anstændige”, men de er taknemmelige for dig og dine penge, for det skaffer dem mad på bordet. Nu forstår jeg mig ikke på Brasiliens specifikke økonomiske situation, udover at der er lidt rigeligt med korruption, men jeg ved dog så meget, at det er et land med stor fattigdom, og at turisme er en måde, hvorpå man kan tjene penge i Brasilien.

Brasilien er på mange måder et land, der ligger langt fra vores virkelighed. Og derfor kan en rejseguide være behjælpelig, når man vil udforske denne anderledes verden.
I Brasilien har man f.eks. et markant anderledes forhold til sex. På den ene side er der mange tabuer (f.eks. utroskab og homoseksualitet) og på den anden side er der en stor seksuel udadvendthed. Vi kender det fra billederne fra det årlige karneval, hvor man som menneske med hang til smukke kvindekroppe får lyst til at tage et smut til de frodige numsers land.
I Brasilien er prostitution sågar lovligt, så hvad ville være mere naturligt end at vejlede den småliderligt nysgerrige turist til, hvordan han/hun får den bedste betalte seksuelle oplevelse.

Prostitution er ganske vist hverken fuldt lovligt eller fuldt ud accepteret i Danmark, men i ”Turen går til Holland” er der jo også en udførlig guide til landets coffeeshops på trods af, at hash jo som bekendt er direkte ulovligt i bogens ophavsland.
Således er der også et helt afsnit under ”praktiske oplysninger” i Turen går til Brasilien”, der dedikeres til en vejledning af, hvordan man bedst køber sex som turist i landet.
Dette blev åbenbart for meget for SF’s Pernille Vigsø Bagge, som fandt det ” problematisk, at »Turen går til Brasilien« indeholder en fuldstændig reklameagtig tilgang til sexkøb og en fuldstændig blind accept over for de prostitueredes elendige situation”

Ud fra hendes moralske forestilling er prostitution jo noget skidt. Hun beskriver det således som ”ude af tråd med den virkelighed, vi lever i, hvor vi med alle midler prøver at bekæmpe prostitution”.
Det er den virkelighed, hun lever i. Hun er vokset op i et land, hvor den slags er både fjernt i form af vores indadvendte seksualkultur og vores generelle velstand. Men Brasilien er et andet land, og vi er gæster der. De har andre normer end os, og at antage, at vi ved bedre end dem er en arrogance, jeg personligt ikke bryder mig om. Man tager jo ikke på samme måde afstand fra Coffeeshops, selvom man går ind for det danske cannabis-forbud. Det er i hvert fald mit indtryk, at man vurderer, at det må være Hollands egen sag. Pernille har heller ikke brokket sig over Red Light District-guiden i ”Turen går til Holland”. Men modsat vores næsten-naboer Holland, opfattes Brasilien som det her syndige uland, der ikke kan tage vare på sig selv. Og derfor er vi altså ikke gæster der. Vi er de ansvarlige voksne.

Pernille skriver altså et harmt brev til Politikens forlag, som har udgivet bogen, og det kunne så blive ved det. Mon ikke diverse forlag modtager et par af den slags ”gamle damer, der vil brokke sig”-breve. Men det er netop her, historien bliver ekstra interessant. For ikke nok med, at forlaget lover at fjerne afsnittet i næste udgave af Brasilien-guiden, forlagschef Søren Sattrup sender også en personlig undskyldning til Pernille. En personlig undskyldning. Som om, bogen har fornærmet hele kvindekønnet og Pernille Vigsø Bagge er repræsentant for os alle sammen. Pernille godtager heldigvis undskyldningen, så nu kan alle vi velnærede danske kvinder sove trygt igen. For vores kvindernes Jesse Jackson har sørget for, at de brasilianske prostituerede har mistet en hel masse danske kunder.

Links:

http://www.berlingske.dk/article/20080612/danmark/80612077/

http://politiken.dk/tjek/rejser/guideboger/article523080.ece

Peter Thielst var første taler, og han tog salen med storm. Dvs. jeg sad med åben mund og brændende hovedpine, da han var færdig, og alle salens kvinder, som ellers ville bruge mange timer på at føle afsky ved Peter Thielsts nedladende og opsvulmede facon, som man kender det fra sin bedrevidende bedstefar, gav ham svulmende applaus.

Jeg kan langt fra huske alt, hvad han sagde, da jeg har en klar følelse af at være blackoutet af chok. Det gjorde stort indtryk på mig. Især fordi han sågar havde tillusket sig retten til titlen "filosof".

Aldrig har jeg følt mig så nedvurderet som kvinde. Han forudsatte, at sex historisk var noget mænd havde tillusket sig og at prositution var en patriarkalsk opfindelse. Kvinder havde tilsyneladende ikke et seksuelt subjekt, så derfor måtte alle deres seksuelle valg være mandens ansvar. Det valgte mine feministiske medsøstre så at overhøre. Eller rettere: at tilslutte sig.

Da en tidligere prostitueret og nu psykolog rejste sig op og med bævende stemme spurgte, hvorfor han talte så grimt og nedladende om hende, da hun godt selv mente, hun var i stand til at vurdere sin situation via sit psykologvirke gennem 10 år og ikke kunne genkende hans beskrivelser, svarede han fnysende, at alle mennesker jo forsøger at lyve for sig selv for at kunne holde ud at leve, og at hendes udtalelser derfor var ugyldige.

Alle mennesker. Inklusive Peter Thielst selv altså. Ikke engang hans filosof-titel kunne redde ham fra det bizart absurde i den påstand, der forhindrer ham selv og alle andre i at udtale sig gyldigt om noget som helst. Spørgsmålet er så, hvorfor han overhovedet bruger tid på at deltage i en høring.

Igen et blackout, men han sluttede af med et citat, der, som han sagde "handler ikke om prostitution, men om selvmord, men det er så måske alligevel også det samme".

Næste taler var Carina Ohlsson fra Sverige. Jeg er heldigvis rigtig dårlig til svensk, så jeg forstod ikke det meste af, hvad hun sagde. Men hun havde også et fint powerpointshow med. Der viste hun bl.a. statistikker med svenskernes tilfredshed med sexkøbsloven, hvor 70% af svenskerne i 2001 og 80% i 2002 var tilfredse med loven. Hun fremlagde ingen nyere statistikker, men jeg mener at have set en fra 2006/07, som viser at opbakningen til loven er faldet betydeligt. Det er selvfølgelig lidt ligegyldigt at påstå, før jeg har den kilde (help me out ;))

Der var også eksempler på poilitiske kampagner. Blandt andet en plakat med otte mænd, der står og smiler op i kameraet. På plakaten står der så, at "1 ud af 8 mænd har købt sex". Så kunne vi chokeres over, at der blandt disse tilsyneladende tilforladelige mennesker var et monster, eller en "torsk" som svenskerne jo konsekvent og med smirket smil kalder sexkøbere. Tænk, hvis man kunne tale om kvinder på samme måde.

Carina Ohlsson blev dog derefter opfordret til at svare på, hvor mange bordeller, de havde haft kendskab til, og efter lang tids nølen svarede hun "5". Så kan jeg godt forstå, det er svært at lave et gennemsnit.

Hanne Helth var den næste og en dygtig taler. Hun manipulerede groft med fakta og tilsluttede sig Peter Thielsts opfattelse af, at kvinden ikke har et seksuelt subjekt. Hun fik understreget, at en sexkunde køber sig til 30 minutters total magt over en kvinde og tog i samme ombæring afstand fra perversioner som sadomasochistisk sex. Jeg blackoutede igen. Jeg lukkede af for mine følelser og lod tankerne flyde et andet sted hen. Jeg forsøgte at fokusere på Hanne Helths anseelige bryststørrelse, og hvordan disse så ud nøgne. Jeg blev et offer for coping-strategies.

Claus Lautrup var den sidste taler før pausen, og han var faktisk begavet at høre på. Han var tydeligvis træt af den arrogance og det stigma, som "veluddannede middelklassekvinder" påførste prostituerede og deres kunder. Og det var rart at høre nogen sige.

Efter pausen var der nogle forholdsvis fornuftige talere på. Nell Rasmussen fortalte, hvordan risikofaktorerne ved prostitution først og fremmest var forbundet med stigmatiseringen. Faktisk nævnte hun, så vidt jeg husker, ikke andre. Hun insisterede også på at fastholde prostitution som socialt problem. Hvor meget hun havde tænkt over sammenhængen mellem de to, ved jeg ikke.

Hun understregede også, at mange af de problemer og "skadevirkninger", der nævnes i forbindelse med prostitution kan have været til stede, før vedkommende begyndte at prostituere sig.

Derefter holdt Steen Schapiro et glimrende oplæg for døve ører, som kan læses her . Han appellerede til at stoppe fløj-mentaliteten og samles om det, vi er fælles om: et ønske om at hjælpe. Ingen respons.

Min kvalme fortog sig lidt. Men da en kvinde fra Dannerhuset havde vrøvlet lidt, og jeg så at Balder Mørk og en eller anden ekstrem svensk feminist var på efter pausen, besluttede jeg at tage hjem før tid.

Jeg har forsøgt at bløde ubehaget lidt op med nogle søde piger fra halvfjerdserne. Der var en helt anden glød over pornografien dengang, synes jeg. Som om pigerne turde nyde det.

Den overskrift var åbenbart for svær at sælge, så DR valgte at kalde det noget med prostitution og bagmænd. Det er jo oppe i tiden, så det vil vi gerne se en times program om. Jeg hoppede også på den og satte mig foran tv’et spændt på, hvilke chokerende afsløringer, DR ville fremsætte.

Jeg lærte, at der, grundet rufferiloven, er folk der tjener penge på at omgås denne lov.

Jeg lærte også, at der er folk, der bygger deres økonomi op omkring at snyde i skat og hjælpe andre med det. Det havde jeg en mistanke om, men nu har jeg altså fået det bevist og fået et par tips til, hvordan jeg hvidvasker penge oven i hatten. En i sandhed oplysende tv-oplevelse.

Som en slags topping fik DR i sidste øjeblik sørget for, at en gruppe piger, der var i landet ulovligt og arbejdede sort, blev anholdt. De skal nu betale en masse penge tilbage til staten og så bliver de sendt hjem igen. De er garanteret taknemmelige for, at denne dokumentar blev lavet. Det er SKAT i hvert fald.

Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om det er fair at hænge en revisor og en advokat med hang til lyssky pengeaktivitet ud for menneskehandel, underforstået medvirken til voldtægt og misbrug af kvinder. Men hvem skal vi så hænge ud?

Hvis man ønsker at læse noget oplysende om problematikken vedrørende  menneskehandel i Danmark, kan man f.eks. læse TheHumanStains indlæg om emnet: http://thehumanstain.smartlog.dk/magtens-ord-post137629

I den igangværende debat om prostitution insisterer fortalerne for en kriminalisering igen og igen på, at stort set alle ludere er kede af deres frygtelige hverv, og at det højst er en minimal del af dem, der befinder sig godt med at være prostituerede.  

Men der er et problem her. For de mennesker, kriminaliseringsfortalerne konstant refererer til som repræsentative for de prostituerede alle er kvinder, der på den ene eller anden måde er presset ud i et hverv, de ikke ønskede. Fordi de skulle skaffe penge til heroin - eller til menneskesmuglere, der havde skaffet dem til vesten. Problemet er bare, at disse kvinder næppe heller ville være lykkelige i nogle af de alternative desperate erhverv, der kunne skaffe dem mange penge hurtigt: indbrud eller stofsalg. De er kvinder fanget i en frygtelig situation i forvejen, hvor prostitutionen lige pt bare er det mindste af flere onder. En mulighed man nu så omsorgsfuldt vil fratage dem med et ’held og lykke på den videre rejse’. 

Hvordan velmenende kriminaliseringsfortalere kan forvente, at et forbud mod prostitution vil gavne disse mennesker på den sociale bund, går over min forstand. Kvinderne skal jo stadig skaffe pengene. Og argumentet om at en kriminalisering vil hjælpe politiet i kampen mod traficking, er for længst blevet skudt ned af politidirektør Hanne Bech Hansen, som har udtalt at erfaringerne fra Sverige viser, at kriminalisering blot vil drive ’branchen’ væk fra gaderne og ud på et mere uigennemsigtigt sort marked, hvor myndighederne har langt sværere ved at afdække, hvad der foregår. 

Det er evident, at vi ikke ønsker et samfund, hvor mennesker af stofafhængighed eller gangstere presses til at gøre ting, de ikke ønsker. Det er der jo ikke nogen fra hverken den ene eller den anden fløj i debatten, der ønsker. Hvis man påstår dét, er det populisme, der ganske vist klinger godt i pressens ører, men ikke har noget med en værdig politisk debat at gøre.  

Så hvis man skal tage prostitutionsdebatten seriøst, må fortalerne for en kriminalisering begynde at argumentere ud fra , hvor de kvinder, som selv frivilligt tager valget - ikke ’lykkelige ludere’, men kvinder der måske bare synes, at det er bedre end et job i netto - IKKE har ret til at tage det valg.  

De ufrivilligt prostituerede har måske ikke et valg. Gangstere og stofafhængighed styrer i den hårdt belastede del af miljøet. Dem bør vi hjælpe - men vi må gøre det socialt. Ikke ved ineffektive forbud, der synes at handle mere om en social-moralsk profil for en ophøjet elite, der har hvad de skal have af tryghed og friværdi. De frivilligt prostituerede derimod har et valg. Men det valg ønsker man nu at fratage dem. Myndighederne skal bestemme for dem.  

Det forekommer mig, at mere end noget andet, handler prostitutionsdebatten om kvinders ret til at vælge. Det skræmmende er bare, at mange kvinder lige nu i  feminismens ellers så hellige navn gør, hvad de kan for at indskrænke denne ret til at foretage selvstændige frie valg. At det ikke er sand feminisme, men blot enten naivitet eller storby-smart branding, står lysende klart, når man kigger på et af kron-argumenerne, som kampen for kriminalisering føres med: at mange af vi kvinder i afgørende situationer simpelthen ikke evner at vælge frit... fordi vi - måske, måske ikke - er blevet misbrugt som børn eller lignende. Men hvis selve vores evne til at vælge kan bortfejes så let, har disse kvinder - der altså kalder sig feminister - så ikke netop stemplet os som lette ofre for ’det stærke køn’, manden?  

Tak, ’femister’ - tak, skal I have for omsorgen for mit køn.  

Tak, for at fortælle mig og alle andre unge kvinder, at vi ikke er stærke nok til at vælge selv.  

Tak, for at hijacke min kampdag og gøre den til dét, den endte som: en bizart konservativ manifestation af kvindens traditionelle ’ret’ til at kontrollere, hvad der skal foregå under dynen, og et uhyggeligt anslag mod kvinders vilje, selvstændighed og styrke.  

Jeg tror umiddelbart ikke, at magtforholdet mand og kvinde imellem, før kvindefrigørelsen var kvantitativt mere skævt end i dag. Forstået sådan, at der indbyrdes i kærlighedsforholdet var en relation, der var afgjort af den enkelte mands og kvindes karakter og følelser og ikke af samfundets magtforhold. Men på et overordnet plan var det en anden sag. Problemet var, at manden sad enevældigt på den offentlige magt, og derfor var kvinden afhængig af en mand for overhovedet at kunne eksistere (medmindre hun prostituerede sig). Kvindens magt var derfor ikke offentlig, men privat. Af psykisk karakter.

Instruktør og filmproducent Piv Bernth beskriver det i Weekendavisen d. 4. januar som et ”kærlighedskøbmandsskab, hvor manden kun får lov til noget, hvis hun får lov til noget andet, og hvor manden ser sit snit til at skulke, og hun straffer ham med tavshed.”

Som det, måske sigende for dets relevans, er en kliché at benævne, sad kvinden på det psykiske overherredømme i parforholdet. Det være den følelsesmæssige, moralske og seksuelle bestemmelsesret. Piv Bernth beskriver kvindens middel til straf som ”tavshed”, og ved det forstår jeg to ting. For det første er kvindens tavshed en manglende bekræftelse af mandens værd. For uanset mandens offentlige værdi og magt, er han stadig afhængig af en kvindes bekræftelse. Den bekræftelse kommer især til udtryk seksuelt, men handler ikke kun om vores forsimplede fortolkning af sex. Det handler om, at manden skal føle sig som en værdig partner for en kvinde for at kunne føle sig som et værdigt menneske.
For det andet er den tvungne tavshed en meget direkte repressalie, da tavshed udelukker enhver mulighed for indflydelse fra dem, man ikke ønsker indflydelse fra. I og med at den, der disponerer over tavsheden disponerer over, hvad der kan og ikke kan siges. Sådan har man også set tavshed i form af censur benyttet som magtmiddel i andre sammenhænge.

De mønstre ser vi stadigvæk i dag. Kvinden har ganske vist fået mulighed for at tage del i den offentlige magt, og manden har fået lov til at udtale sig om sit følelsesliv. Men kun begrænset. Det er stadig mændene, der sidder i chefstillingerne og kvinderne, der udtaler sig om, hvad vi føler og kan og ikke kan tillade os i intimsfæren.

Visse dele af den moderne feminisme er, ironisk nok, et af de klareste udtryk for et forstenet kønsrollemønster. De har eneret på at udtale sig om seksuelle anliggender på et moralsk grundlag, derunder prostitution. Det er deres magt. Hvis der er nogen, der truer denne magtposition ved at sige dem imod, straffer de dem med tavshed.

Det forekommer mig, at det er disse gamle kønsrollemønstre, mange feminister forsøger at holde liv i, naturligvis uden at være klar over det. Måske kræver det modet til at lytte til mandens reelle følelser og behov (og altså ikke kvindens version af disse) og dermed opgive sin moralske suverænitet, for at kvinden ikke fortsat skal sætte sig i en fasttømret rolle som privatlivets hersker, og måske ville kunne udvide sin identitet til også at omfatte en chefstol?

Jeg fulgte porno- og prostitutionsdebatten indgående, men på afstand, omkring et år forinden jeg debuterede med min egen blog.

Jeg opdagede hurtigt, at det var et aldeles ømtåleligt emne for mange mennesker, og at folk på begge sider tog deres friheder med at lade følelserne overtage fornuften ind imellem, og nogle gange sige ting, der måske ville være blevet censureret væk af høflighedskontrollen ude i kødverdenen. ”jeg føler…” har i nogles mund status som et almengyldigt argument, der overskygger og pacificerer alle andre argumenter. Fordi det naturligvis har det for den enkelte.

Jeg går ikke ind for et ideal i form af, at en debat kun skal omfatte rationelt funderede argumenter, upåvirket af følelser. Først og fremmest fordi, jeg ikke tror, det kan lade sig gøre – og at foregive vil i bedste fald gøre den følelsesmæssige dagsorden mere skjult. Men også fordi, jeg mener, det er vigtigt at bevare menneskeligheden og ikke forsøge at pakke den ind i intellektuel formåen.

”jeg føler…” har sin berettigelse om end, det ikke er et faktuelt gyldigt argument, fordi det i sidste ende er disse følelser, der for manges vedkommende har bragt os ind i debatten.

Der er forskellige årsager til, at debatten påvirker os personligt. Det kan være i den mest direkte form, at det truer vores virke, som i Luder og hendes kollegers tilfælde. Men det kan lige så vel være i den indirekte form, at det går ind og piller ved vores etablerede verdensbillede på den ene eller anden måde og truer subjektets suverænitet. Sidstnævnte er særligt interessant, fordi der ofte er genkendelige elementer i, hvad de enkelte mennesker føler, på den ene og anden side af seksualdebatten. Noget af det er udtryk for, hvordan det samfund, vi lever i lige nu, former vores bevidsthed om os selv og andre. Måske er det endda udtryk for nogle generelle tendenser omkring os, som ikke kun binder sig til seksualdebatten, og som jeg synes, det er værd at tage stilling til.

”jeg føler ikke, at det kan lade sig gøre at have det godt med at tage penge for sex”

Dette udsagn hører man tit i forskellige indpakninger, når prostitution debatteres. Det er måske i virkeligheden dette udsagn, der er den grundlæggende spiller i kriminaliseringsdebatten. Og dog ligger det problematiske ikke i selve udsagnet, men i at den følelse, der gives udtryk for, forudsættes at være almengældende eller i hvert fald ”den sande følelse”. Lige så vel som at min følelse af, at det er rart og godt for en kvinde at prostituere sig, og at det kun er samfundets stigmatisering, der gør, at nogle ikke føler det sådan, er min naive forestilling om en almengyldig virkelighed, hvis modargumenter, jeg kan negligere ved at tørre dem af på omstændighederne.

Disse følelser er berettigede, for de er udtryk for identitet. Men det må være respekten for andre mennesker og det ansvar, der bør følge med menneskelig interaktion, der gør, at vi hiver fat i os selv og forsøger at sætte os ind i, hvordan andre menneskers virkelighed ser ud. Prøver at se de andre indefra. Men det kræver altså også, at vi ser os selv udefra.

Billederne er litografier, der forestiller Napoleon og hans generaler fra 1840erne. Fra Vintage Porn Gallery.

Jeg har lige læst en bog, som har begejstret mig meget. Jeg gik for nylig på biblioteket og lånte en god stak bøger om feminisme og seksualpolitik, og iblandt dem var Virginie Despentes: King Kong og Kvinden.

Forsiden og titlen er en smule platfarce-agtige, og bogen er da også skrevet i et kulørt og tempofuldt sprog. Men man skal ikke tage fejl: Det er noget meget begavet og modig kvindelitteratur. Despentes er franskmand og har tidligere skabt røre med sin roman og film Baise moi (knep mig).
I King Kong og Kvinden beskæftiger hun sig med tre, man kan sige, hovedemner for den kvindelige seksualitet: Voldtægt, prostitution og porno. Hun har selv personlige erfaringer med alle tre, og det smitter af på niveauet af analyserne.

En stor anbefaling herfra!